Ung og uhelbredelig: “Jeg skriver min sandhed”
Cathrine Nørgaard er gæst i Hjernetumorliv. Hun fortæller om at få sin diagnose, og hvad skrivning og håbet gør.
Cathrine Nørgaard i Hjernetumorliv
Som 30-årig fik Cathrine Nørgaard diagnosen Astrocytom grad 3 – en uhelbredelig form for hjernekræft.
Tumoren sidder på hjernestammen, hvor en operation ikke er mulig.
Hun har gennemgået 28 strålebehandlinger og er nu i kemoterapi.
Hverdagen er præget af bivirkninger og behandlinger, men også af et bevidst fokus på at skabe et meningsfuldt liv, blandt andet gennem skrivning.
Cathrine er journalist og kommunikatør og deler sin rejse gennem blog og sociale medier, hvilket giver et ærligt indblik i livet med hjernetumor.
At skrive og dele hjælper hende med at bearbejde tanker og følelser – og åbner for samtaler med familie og venner.
Cathrine er gæst i Hjernetumorliv og læser flere af sine personlige tekster op i podcasten.
Diagnosen
Cathrine bor med Ask. På parrets 6-årsdag tilbragte de på Glostrup Hospital. Forud var gået måneder med svimmelhed, fald, kvalme og træthed – symptomer læger tolkede som stress. Hun sagde sit job op.
Først da ansigtet begyndte at hænge, blev hun sendt til scanning.
Hun havde en hjernetumor.
Selv om beskeden var alvorlig, følte hun lettelse: endelig fik hun svar på, hvorfor kroppen ikke lystrede, og hvorfor hun ikke havde det godt.
Tiden før, under og efter diagnosen fortæller hun mere om i podcasten.
De svære samtaler og beslutninger
Cathrine har haft nogle svære samtaler efter diagnosen med sin kæreste, familie og venner.
Hun stod også overfor nogle svære beslutninger og betaler ikke længere til pension, da hun ikke regner med at blive gammel:
“Nogle uger efter at jeg blev syg, tikkede en notifikation ind på min mobil. Jeg skulle indbetale til min aldersopsparing.
Jeg fjernede den og besluttede mig for, at jeg ikke skal indbetale til pension mere. Det giver ingen mening for mig.”
Cathrine fik fertilitetsbehandling tilbudt før kemoterapi og har nogle fine æg på frys, men hun fortæller, at hun ikke tror, at hun bliver mor.
“En ting er, hvad det vil gøre for kroppen, og en anden ting er: hvis ikke jeg er her om 10-15-20 år, er det så etisk forsvarligt? Jeg var heller ikke helt sikker på, at jeg skulle have børn før, så den beslutning har måske været nemmere for mig end for andre.”
Ung med hjernetumor
Som ung patient møder Cathrine udfordringer, der adskiller sig fra ældre patienters. At finde jævnaldrende at spejle sig i har været afgørende.
Under strålingsbehandlingen mødte hun en anden ung hjernetumorpatient, som hun skrev om i et digt. Desværre døde hun.
I dag er Cathrine del af et netværk for unge gennem Hjernetumorforeningen, hvor de taler om børn, uddannelse og fremtid.
“Jeg har brug for en direkte kobling. Hjernetumor rammer hyppigst ældre. I netværksgruppen for unge kan vi snakke om børn og fremtid, og så snakker vi lidt om universiteter eller uddannelser.
Der er jo en eller anden værdi i at blive bekræftet i, at man ikke er alene. Og det var også det, jeg skrev om i det her digt. Det er jo egentlig det værste og det bedste, at man ikke er alene, for det betyder, at der er andre på ens alder, der er ramt af det samme.”
Netværksgruppen hjælper hende med håbet:
“Jeg havde svært ved at finde håbet i starten, men det er begyndt at være der, lidt mere permanent. Der er så mange styrkende fortællinger at hente i den gruppe.”
Cathrine fremhæver, hvor svært det også må være at være pårørende og ung partner til en hjernetumorramt:
“Jeg tror, det er hårdere for min kæreste, end han nogle gange giver udtryk for.”
Parret går både alene og sammen til psykolog. Hun håber, at der etableres netværksgrupper for unge pårørende.
At leve med sygdommen
Selvom fremtiden er forandret, insisterer Cathrine på at bruge sin stemme og skrive sin sandhed.
Hun er ikke bange for, at folk ved, at hun er syg.
“At leve med hjernetumor er en del af mig nu. Der er mange, der hader, hvis de bliver identificeret med deres sygdom. ‘Hun er syg’ - hvis det ligesom er det første, man tænker.
Jeg har ikke noget imod det. Fordi det det jeg tænker på det meste af tiden. Det er det, jeg skriver om”, fortæller hun i Hjernetumorliv.
“Og jeg gør det ikke for at få medlidenhed, men for ligesom at forstå det liv, jeg lever sammen med sygdom.
Fordi der er så meget liv stadigvæk. Heldigvis.”
Håbet
I Hjernetumorliv podcast understreger Cathrine vigtigheden af håb.
“En sygeplejerske sagde til mig: ‘Du kommer til at leve mange år endnu.’ Det, troede jeg ikke var muligt, før hun sagde det. Jeg havde brug for håbet fra en sundhedsperson. Uden håbet kan man ikke være og få det bedre.”
Cathrines hverdag handler om at skrive, være med de nærmeste og finde glæde i det, hun stadig kan:
“I starten kæmpede jeg med følelsen af håbløshed, men jeg har fundet værdi i at indstille mig på, at jeg har en hjernetumor, og prøve at indrette mit liv efter det.
Jeg har ikke nogen børn. Jeg har ikke noget studie jeg skal passe. Jeg har mulighed for rent faktisk at sidde herhjemme og arbejde på min drøm som er at skrive. Det er det, der gør mig glad.
For mig har det bare handlet om at prøve at gøre min hverdag og mit liv så dejligt som muligt.”
Charlotte Heje Haase interviewer Caroline Nørgaard i HjernetumorForeningens podcast Hjernetumorliv (september 2025).
Links:
Cathrine Nørgaards blog
https://www.cathrinenorgaard.com/blog
Cathrine Nørgaards Instagramprofil
https://www.instagram.com/cathrinemarie
Hjernetumorforeningens netværksgrupper
https://www.hjernetumorforeningen.dk/aktiviteter/kalender/?take=15&q=netv%C3%A6rksgruppe
Hjernetumorforeningens netværksgruppe for unge hjernetumorramte (afholdes i Herlev)