Interview i Hjernetumorliv
Kasper og Christina Brønd Nansen er gæster i Hjernetumorliv. De bor i Gårslev og har to børn på fem og syv år.
I juni 2024 fik Kasper konstateret et astrocytom grad 4. Kasper går til kontrolscanning hver tredje måned. Ved optagelsen nærmer det sig to år siden hans seneste operation, og scanningerne har siden været stabile.
Kasper er i dag en del af Hjernetumorforeningens bestyrelse og bidrager med patientperspektivet.
I episoden fortæller de om den første svære tid, om livet som børnefamilie med alvorlig sygdom og om at finde plads til både frygt, kærlighed og håb.
Blev gift
Kasper oplevede et epileptisk anfald ud af det blå på vej hjem efter arbejde. En scanning viste, at Kasper havde en tumor i hjernen.
Kasper og Christina havde allerede planlagt deres bryllup, men de valgte at fremrykke vielsen. De vidste ikke, hvordan operationen ville påvirke Kasper, og ønskede at blive gift som de mennesker, de var på det tidspunkt.
Halvtreds dage efter den første vielse holdt de deres oprindeligt planlagte bryllup, mens Kasper var i stråle- og kemobehandling. Netop den dag tabte han allermest hår, men de husker den som en fantastisk dag midt i den uvisse tid.
Kasper og Christina fortæller om tiden med to operationer og behandlinger.

At være pårørende og reaktionen
Christina forsøgte at holde sammen på hverdagen. Hun deler sine erfaringer med ensomhed som pårørende og sine tanker om, hvilken hjælp hun savnede som en del af en børnefamilie, der var ramt af alvorlig sygdom. Kasper fortæller:
“Christina tog skjoldet op og verdens største rejsetaske. Hver eneste gang der var en bekymring, der ramte hende, så røg den bag i tasken. Den, der fik lov til at være ked af det, var mig.”
Til sidst blev belastningen så stor, at Christina blev sygemeldt.
“Der var et eller andet i mig, der sagde: Jeg er nødt til at køre videre, fordi jeg skal stå op for alle omkring mig. Jeg kan ikke lægge mig ned. Men lige pludselig kunne jeg jo bare ikke komme op at stå.”
At finde hinanden igen
Kasper og Christina fandt en ny måde at støtte hinanden på. Det har taget tid, men de oplever i dag, at de taler mere åbent om både det svære og det, de hver især har brug for.
De har også fundet plads til både at være trætte hver for sig og til at prioritere tid sammen. Kasper fortæller, at de er blevet endnu gladere for hinanden, og Christina siger:
“Vi er tættere på hinanden i dag. Vi er mere ærlige over for hinanden. Førhen var vi rigtig gode til at skubbe lidt ind under tæppet, og så tog vi det først, når vi faldt over det.”
Hvordan taler man med børnene?
Da Kasper blev syg, var børnene tre og fem år. Hvordan forklarer man så små børn, hvad der sker, når deres far bliver alvorligt syg?
Familien fandt et billede, som børnene kunne forstå: En bjørn i fars hoved var blevet fjernet ved operationen, men der var stadig små bjørneunger, som sov. Behandlingen skulle holde dem sovende, og lægerne holdt øje med, om de vågnede. På den måde fik familien et sprog til at tale om sygdommen og behandlingerne.
Efter Kaspers anden operation begyndte deres yngste søn at smide de bamser, der mindede om bjørne, ud af sit værelse. Forældrene tolker det som hans måde at håndtere, at bjørnene var farlige og forbundet med sygdommen i fars hoved.
Kasper og Christina fortæller i Hjernetumorliv om deres ønske om at være ærlige over for børnene og om den svære balance mellem at give dem svar og samtidig passe på dem.
At holde fast i håbet
Kasper søgte efter et perspektiv, der kunne hjælpe ham med at være i det, som han og familien stod i.
Han deler tre fortællinger og tanker, som undervejs har fået betydning for ham.
For Kasper har det taget tid at finde frem til noget, han ikke bare kunne sige, men også selv kunne tro på. I dag holder han fast i håbet og forsøger at være til stede i den tid, han har med Christina og børnene.
“Jeg kan ikke lade være med at holde en lille form for håb op foran mig. Jeg er ikke så naiv, at jeg tænker, at jeg er reddet, men jeg vil have lov til at have håbet. Og jeg vil have lov til at bringe det ind i vores hverdag.”
Podcasten er produceret af HjernetumorForeningen
Støttet af Kræftens Bekæmpelse
Vært og redaktør: Charlotte Heje Haase/Din Podcast
Cover: Charlotte Manstaedt
Hjernetumorforeningen:




