Børn som pårørende: “Ingen reaktion er også en reaktion”
Caroline Lyhning er gæst i Hjernetumorliv. Hun var 18 år, da hendes far blev diagnosticeret med hjernetumor.
Caroline Lyhning var 18 år, da hendes far fik konstateret en hjernetumor. Hun gik i gymnasiet, havde en ny kæreste og boede hjemme med sine forældre og sin 12-årige søster.
I dag er Caroline 27 år, uddannet inden for People and Business Development, arbejder som Graduate og bor sammen med sin kæreste. Han viste sig at være en stor støtte under forløbet.
I Hjernetumorliv fortæller Caroline om at være barn og ung som pårørende. Om ansvar, skyld og tavshed. Og om en reaktion, der ofte bliver misforstået: ikke at reagere.
Lyt og hør mere om:
✔️ Hvordan børn og unge kan reagere meget forskelligt på sygdom i familien
✔️ Skyldfølelse og ansvar hos unge pårørende
✔️ At “forsvinde” som en måde at overleve på
✔️ Når forældre er forandrede efter hjernetumor og familien en anden
✔️ Manglende støtte til børn og unge pårørende
Da alt ændrede sig
Caroline fortæller i podcasten om, hvordan hendes far fik et epileptisk anfald på arbejdet. En scanning førte til diagnosen hjernetumor, efterfulgt af operationer og postoperative blødninger.
Hun stod midt i et krydspres. Gymnasiet, familien, kæresten og rollen som storesøster. I gymnasiet voksede afstanden til klassekammeraternes hverdag.
Snak om fester og byture føltes meningsløs, og hun fik ingen støtte fra skolen eller fleksibilitet i forhold til fravær.
Caroline gjorde sit bedste for at fungere på samme måde som før, men oplevede samtidig følelsen af ikke at slå til nogen steder.
“Jeg følte virkelig ikke, at jeg skulle fylde eller være til besvær. Der var så meget kaos, at jeg tænkte, at mine problemer ikke var rigtige problemer. Så jeg gjorde mig selv lille og prøvede bare at fungere,” fortæller hun.
“Jeg ville ønske, at jeg havde været sødere mod mig selv. Jeg stillede så høje krav til mig selv på alle fronter, og jeg kunne slet ikke leve op til dem og følte skyld.”
Noget af den ro og stabilitet, hun manglede derhjemme, fandt Caroline hos sin kæreste og hans familie. Samtidig voksede skyldfølelsen over at trække sig fra sin egen familie, især lillesøsteren.
En forandret far
Efter operationerne så faren rask ud, men hjemme mærkede familien nemlig tydeligt forandringerne. Tempo, energi, mimik og personlighed var ikke som før.
For Caroline blev det en sorg at erkende, at den far, hun kendte, ikke kom tilbage.
Faren fik professionel hjælp til genoptræning, men børnene fik ikke tilbudt hjælp til at håndtere den forandrede hverdag.
Først flere år senere fandt de ud af, at de kunne få hjælp som pårørende via Kræftens Bekæmpelse. Bare én samtale gjorde en forskel og gav sprog for det, de havde oplevet.
Forskellige reaktioner hos forskellige børn
Hvor lillesøsteren var god til at sætte ord på sine følelser, lukkede Caroline ned. Hun spurgte ikke ind og holdt afstand.
Senere kan hun se, hvordan det blev forvekslet med ligegyldighed.
Men ikke at reagere var også en reaktion og den sværeste at få øje på for både forældre, fagpersoner og omgivelser.
“Det lignede, at jeg bare var en ugidelig teenager. At jeg ikke spurgte ind, at jeg trak mig.
Jeg reagerede ikke. Og det er jo også en reaktion. Det lignede udefra, at jeg bare var ligeglad, men det var bare min måde at overleve på.
Man ved ikke altid selv, hvad man har brug for som barn eller ung.”
Hun ønsker, at samfundet bliver bedre til at hjælpe pårørende børn.
Grænsesætning, selvomsorg og nærvær
Når Caroline ser tilbage, er der især én ting, hun ville ønske, hun havde gjort anderledes: at være sødere mod sig selv.
Hun stillede høje krav på alle fronter, og det endte med angst i perioder. I dag ved hun, at hendes måde at reagere på var en måde at overleve på.
Forløbet gav også Caroline noget med sig. Hun blev bedre til at sætte grænser, sortere i relationer og bruge sin tid mere bevidst.
Midt i det svære oplevede hun også, at relationen til hendes far blev tættere. De taler mere sammen, har rejst sammen og har en nærhed, de ikke havde på samme måde før sygdommen.